En paramediciner kan træde ind ad døren på en dag, hvor køkkenbordet stadig er fyldt med morgenmad, hunden gør, og ingen helt har styr på, hvad der er sket. Mødet foregår sjældent under rolige, planlagte forhold. Derfor kan helt almindelige oplysninger og praktiske detaljer få betydning. Hvor er patienten, hvornår begyndte symptomerne, og kan båren komme gennem opgangen? Du behøver ikke kende fagudtryk eller have alle svar klar. Fortæl så konkret som muligt, giv plads, og følg de beskeder, du får.

Hvad laver en paramediciner ved et akut besøg?

En paramediciner er en ambulancebehandler med videreuddannelse og yderligere kompetencer inden for præhospital behandling, altså behandling før en eventuel ankomst til hospitalet. Arbejdet omfatter blandt andet vurdering af patientens tilstand, undersøgelser, behandling og samarbejde med andre sundhedsfaglige medarbejdere. De konkrete opgaver afhænger af situationen og de gældende instrukser. Betegnelsen »paramediciner lønniveau« omfatter typisk grundløn samt tillæg for blandt andet skiftende arbejdstider.

Hjemme hos dig kan besøget begynde med spørgsmål, mens en kollega finder udstyr frem. Personalet kan måle blodtryk, registrere hjerterytme og spørge til medicin og tidligere sygdomme. Ofte foregår flere ting samtidig. Det kan virke hektisk, selv når medarbejderne taler roligt og følger en fast rækkefølge.

Der er ikke en paramediciner med i alle ambulancer. Bemanding og funktioner varierer, og som patient eller pårørende skal du ikke afgøre, hvilken fagperson der skal komme. Ved akut behov beskriver du hændelsen og besvarer spørgsmålene fra alarmcentralen. De relevante fagpersoner vurderer behovet og sørger for hjælpen. Når personalet er fremme, er din beskrivelse af forløbet mere anvendelig end et gæt på en diagnose.

Giv en kort og præcis beskrivelse af forløbet

Når du bliver spurgt, hvad der er sket, er et tidspunkt og en konkret observation et brugbart sted at begynde. Du kan eksempelvis sige: »Han sad ved bordet og talte normalt klokken 18.10. Omkring ti minutter senere begyndte han at tale anderledes.« Det beskriver en ændring uden at forsøge at forklare årsagen.

Skeln mellem det, du selv har set, og det, andre har fortalt. Hvis du først kom hjem efter hændelsen, så sig det. Du må også gerne svare, at du ikke ved det. Er du usikker på klokkeslættet, skal du fortælle, at det er et skøn.

Afhængigt af situationen kan følgende oplysninger være relevante:

• Hvornår symptomerne begyndte, eller hvornår patienten sidst var uden symptomer.
• Hvad der skete umiddelbart før ændringen.
• Hvilken medicin patienten tager, hvis du ved det.
• Kendte allergier og tidligere sygdomme.
• Hvad der allerede er blevet gjort, og hvornår.

Lad gerne én person fortælle først, hvis flere har været til stede. Andre kan supplere eller rette oplysninger bagefter. Flere samtidige forklaringer kan gøre tidsforløbet uklart. Hvis patienten selv kan svare, bør vedkommende som udgangspunkt få plads til det. Du kan bidrage med oplysninger, som patienten ikke selv kender eller husker.

Skab adgang uden at forlade den, der har brug for hjælp

En låst opgangsdør, et manglende husnummer eller en bil foran indgangen kan koste tid, når hjælpen skal finde frem. Oplys derfor den præcise adresse, etage og eventuelle dørkode under opkaldet. Ved et kolonihavehus eller en landejendom kan en beskrivelse af indkørslen også være nødvendig. Fortæl, hvis navigationen plejer at føre gæster til den forkerte side af bygningen.

Er I flere på stedet, kan én person efter aftale tage imod ved indgangen, mens en anden bliver hos patienten. Er du alene, skal du følge alarmcentralens anvisninger frem for at gå væk for at rydde op eller hente ting. Fortæl, hvis døren er låst, og du ikke kan forlade patienten.

Når forholdene tillader det, kan du flytte løse sko og småmøbler fra adgangsvejen. Luk kæledyr ind i et andet rum, hvis det kan ske uden at afbryde den hjælp, du er blevet bedt om at give. Boligen behøver ikke være præsentabel. Der skal først og fremmest være adgang og plads til at arbejde. Oplys også om smalle trapper og manglende elevator, men forsøg ikke selv at flytte patienten for at lette transporten.

Find medicin og oplysninger frem til paramedicineren

Medicinoplysninger bliver hurtigt upræcise, når svaret er »en lille hvid tablet om morgenen«. Hvis situationen tillader det, kan du finde den aktuelle medicinliste eller medicinens emballage frem. En doseringsæske kan vise, hvordan tabletterne er fordelt over dagen, men fortæller ikke nødvendigvis, hvilke præparater der er tale om.

Fortæl også om medicin, der kun tages efter behov, og om patienten har taget sin medicin anderledes end normalt. Det kan eksempelvis være en glemt dosis eller en ekstra tablet. Beskriv det så præcist som muligt uden at gætte på mængder. Ændr ikke selv doseringen under besøget, men spørg personalet, hvis du er i tvivl om en planlagt dosis.

Et sundhedskort og telefonnummeret til en nær pårørende kan også være relevante. Brug dog ikke tid på at lede i skuffer, hvis paramedicineren beder dig blive hos patienten eller hjælpe med noget andet. Sig i stedet, hvor oplysningerne normalt findes. Personalet kan derefter vurdere, hvad der er behov for nu. Hvis patienten ikke taler dansk, så fortæl, hvilket sprog vedkommende foretrækker. Gør også opmærksom på høreapparat, briller eller andre forhold, der har betydning for samtalen.

Stil spørgsmål og aftal din rolle som pårørende

Som pårørende kan du både bidrage med oplysninger og være den person, patienten helst vil have tæt på. Det betyder ikke, at du skal påtage dig alle praktiske opgaver. Spørg direkte: »Hvor skal jeg stå? Har I brug for, at jeg bliver her? Skal jeg kontakte nogen?« Korte spørgsmål passer ofte bedre ind i arbejdet end en lang samtale midt i en undersøgelse.

Personalet kan bede dig træde lidt tilbage eller vente i et andet rum. Det kan skyldes behovet for plads til at arbejde, patientens ønsker eller en fortrolig samtale. En voksen patient kan have oplysninger, som vedkommende ikke ønsker at dele foran familien. At være nær pårørende giver ikke automatisk adgang til alle oplysninger.

Har du svært ved at forstå beskederne, så bed om at få dem gentaget kort og i almindeligt sprog. Du kan også sige, at du er overvældet og kun kan tage én besked ad gangen. Spørg besætningen, hvis du gerne vil køre med i ambulancen. Muligheden afhænger blandt andet af pladsen og de konkrete forhold under transporten. Aftal en anden transport, hvis du ikke kan komme med.

Afklar næste skridt før personalet kører

Et besøg fører ikke nødvendigvis til transport i ambulance. Det videre forløb afhænger af den sundhedsfaglige vurdering og eventuelle aftaler med andre dele af sundhedsvæsenet. Hvis patienten bliver hjemme, bør du få afklaret, hvad planen er, hvem der skal kontaktes, og hvilke ændringer der kræver en ny henvendelse. Bed om konkrete anvisninger, hvis du er usikker på, hvad du skal gøre.

Skal patienten med, kan du spørge, hvilket hospital ambulancen kører til, hvis destinationen er afklaret. Find efter aftale nødvendige ejendele som telefon, briller, høreapparat og nøgler. Pak ikke en stor taske, hvis personalet er klar til at køre. Ejendele kan ofte bringes senere efter nærmere aftale.

Der kan også være praktiske forhold, som skal håndteres bagefter. Er et barn alene i boligen? Skal en hund passes? Har patienten en ægtefælles hoveddørsnøgle i lommen? Fortæl om forhold, der kræver en konkret aftale, inden ambulancen kører. Skriv gerne tidspunkt, destination og eventuelle beskeder om kontakt ned på telefonen. Få afklaret, hvem der henter barnet, passer hunden eller sørger for, at de nødvendige nøgler bliver afleveret.